I Rosa har vi en fast struktur for dagen, for så ved både børnene og de voksne, hvad dagen går ud på. Den faste struktur danner rammen, og det, vi fylder rammen ud med, kan være meget forskelligt, for vi har alle brug for variation.
Vi har både fastlagte pædagogiske aktiviteter og mere frie aktiviteter. Fælles for aktiviteterne er, at vi som voksne er med, enten i aktiviteten eller på sidelinjen. Nogle gange er det også børnene selv, der foreslår, hvad vi skal lave. Opstår der en idé hos dem, griber vi den. Det kan også ske, selvom vi har planlagt noget andet, fordi vi synes, det er vigtigt at følge børnenes spor.
Det er vigtigt for børnene, at de oplever, at der er sammenhæng i dagen, og derfor er vi opmærksomme også på de små overgange i hverdagen: fra hjem til vuggestue, fra leg til måltid og så videre. Vi hjælper alle børn med at gøre overgangene så glidende som muligt, så de bliver en naturlig del af dagen.
Morgen og formiddag
Hvis I afleverer jeres barn mellem klokken 7:00 - 8:00, skal I aflevere hos Skildpadderne. Her serverer vi morgenmad for de børn, som har brug for det. Når klokken er 8:00, går vi ud på vores stuer og har fokus på modtagelse og leg.
Mellem klokken 9:00 og 9:30 holder vi samling. Til samlingen synger vi, og vi taler om, hvad der skal ske i løbet af dagen. På den måde bliver børnene godt klædt på til dagens aktiviteter, og de ved, hvad dagen går ud på.
Hvis I har mulighed for at aflevere inden klokken 9, er det rigtig godt, for samlingen er vores fælles start på dagen. Hvis I kommer, mens vi har samling, vil vi bede jer om at vente med at aflevere, til vi har rundet af, så samlingen ikke bliver forstyrret.
Inden vi går i gang med dagens planlagte pædagogiske aktivitet, serverer vi lidt frugt, brød og vand. Når vi er i gang med vores aktiviteter, inddeler vi os i mindre grupper. Vi fordeler os enten på stuen eller rundt omkring i eller udenfor huset. Fordelen ved at være et stort hus er, at vi har mange faciliteter, som vi kan bruge i hverdagen. Nogle dage laver alle det samme, andre dage laver vi forskellige ting, men aktiviteterne er altid planlagt med udgangspunkt i børnegruppen.
Frokosten bliver serveret omkring klokken 10:45 og frem til 11:30, børnene skiftes til at fortælle de andre børn, hvad der er på menuen. Når vi er færdige med at spise, gør vi klar til middagsluren. De børn som sover formiddag/eftermiddag er sammen i vores fællesrummet.
Eftermiddag
Når alle børn er vågnet, omkring klokken 14:00 - 14:30, får de tilbudt en eftermiddagssnack i form af brød, frugt og mælk, så de har noget energi til eftermiddagens aktiviteter. Som regel er vi udenfor om eftermiddagen, hvis vejret tillader det. De børn, der har mere brug for at være indendørs, har også mulighed for det. Nogle aktiviteter tager børnene selv initiativ til, andre aktiviteter er mere voksenstyrede.
Nogle gange mødes børnene også på tværs af stuerne. Vi gør meget ud af at arbejde med samme temaer og det, vi kalder fokusord, på alle stuer på samme tid. Hvis vi har madtema, kan det være ord som gaffel og brød, vi træner, Det gør vi, fordi børnene på den måde er i samme univers, og det gør det nemt for dem at mødes om eksempelvis køkkenlege.
Ved 16:15 - 17:00 samles vi igen, enten inde, alt efter vejret eller leg i fællesrummet. Vi tilbyder lidt frugt, brød og vand.
Tak for i dag, hilsen vuggestuen i Rosa ;-)